Fire stykker om de kirkelige handlinger

2021-04-01

Disse fire stykker om de kirkelige handlinger blev skrevet til "Nordjyske" i efteråret 2019 og bragt hen over fire uger. Det handler om de steder, hvor de fleste af os møder folkekirken.

Dåben

Man gør sig næppe nogen forestilling om, hvor provokerende det var, da en lille gruppe mennesker i det romerske rige for knap 2000 år siden, begyndte at døbe spædbarn. Derved sagde de, at spædbarnet havde værdi, hvilket for romerne, som påvist af den engelske oldtidshistoriker Mary Beard, var helt vanvittigt, da de var vant til frygteligt at smide uønskede spædbørn på køkkenmøddingen.

Men her var altså en gruppe midt i Romerriget, der pludselig sagde, at mennesket fik alt for intet og ikke bare noget for noget, og derfor døbte de spædbørn fuldgyldigt i den kristne tro. Så langt vi kan følge kirkehistoriens kilder tilbage i tiden, har spædbarnedåb været almindeligt. Hvor spædbarnedåben af den ene eller anden grund anfægtes, rejser der sig straks et hierarki af den ene eller anden slags mellem mennesker. Det former et samfund at have et ritual midt i blandt os, der gør alle lige. Det former også et menneske at have en tryghed i at have en pagt med vor Herre.

Provokationen er måske lidt forsvundet for os, der har spædbarnedåben som en almindelige handling. I Danmark døbes alene i den danske folkekirke over 40.000 om året. Det er en meget almindelige handling blandt os, og selvom at dåbsprocenten falder lidt, fortrinsvis på grund af indvandring af mennesker med anden religion, så ligger dåbstallet rimeligt stabilt i forhold til fødselstallet.

Der sker noget i dåben. Det fornemmer alle, der har stået med deres barn ved døbefonten. Dels træder barnet ind i en fælles historie her på jord, som bærer på dåbens forestilling om menneskets ligeværd. Dels træder barnet ind i en større historie, hvor kærligheden er større end døden.

Vi døber i den danske folkekirke på Jesus' befaling. Vi døber, fordi han har lovet, at det er godt at gøre. Derfor døber vi heller ikke på folks egen private tro, men på den fælles tro, der formedes omkring Jesus' liv og gerning. Menneskers egen tro er og bliver en ustadig ting, akkurat ligesom vores eget håb og egen kærlighed er det. Hos Markusevangelisten står der, at enhver, der tror og bliver døbt, skal frelses. Det er værd at bemærke, at der ikke står "den, der bekender og bliver døbt". Troen måler vi ikke og vores egen tro døber vi ikke på. Vi døber på Guds løfte til os. Det ville også være underligt at kræve, at man skulle synligt tro før dåb. Det ville svare til, at man skulle leve, før man blev født. For det er løftet ved dåben, der skaber troen i os, ligesom en god fortælling os mennesker imellem, kan skabe tro og tillid til hinanden.

Dåben finder oftest sted ved en almindelig gudstjeneste, og det er altid en fest. Mennesker blandes mellem hinanden, og store ting finder sted. Barnet bæres ofte ind i kirken under musik og alle rejser sig. Dåben finder sted midt i kirken og er ikke en hemmelig eller skjult ting. Alle kan se, hvad der foregår og hele handlingen peger på, at vi er grebet af Gud. Vi er favnet af kærlighed. Det er en god ting at give en lille barn i gave.

For et par år siden nedsatte landets biskopper en række udvalg for at se på folkekirkens gudstjeneste og ritualer. Spørgsmålet var om de var tidssvarende og talte relevant om de største ting. En af udvalgene skulle se på dåben. Både hvorledes den bruges og hvordan ritualet virker.

Dåbsritualet, som benyttes i folkekirken, er udarbejdet i 1912 og revidereret et par gang siden. Det er et meget slidstærkt og elsket ritual, som favner os. Vel kan der være formuleringer, der kunne siges andeledes, og det skal også nok kigges på. Men kernen er at vi gives en tro på, at vi er båret af Guds kærlighed i verden.

Og vi har i en moderne verden stadig brug for dåben. Den bringer mening ind i tiden, og den gør det på en måde, der gør mennesker lige. Samtidig er døbefonten på forunderlige måde et sekulariseringssted. For ved døbefonten tror vi, at alt er gjort for os, og vi behøver herefter ikke noget ekstra for at være menneske, ikke engang ved vores egen tro, eller ved andre kræfter, det humane, eller lignende. Derved bliver verden til et beboeligt sted, hvor vi ikke skal bekymre os om højere magter med de rette ritualer. Det er det, den almindelige gudstjeneste holder os fast på. Vi har brug for at høre dåbens forkyndelse i en tid, der bliver mere og mere religiøs. Vi har brug for at bæres til dåben.

Ved døbefonten smelter det lille dåbsbarn samme med Jesusbarnet i krybben, og går sammen med ham gennem påskens kors og opstandelse. Vi får del i samme historie. Guds kærligheds historie. Det er dåbens storhed. Der er ikke andet end det vi ser og hører: nogle ord og noget vand. Men det er også alt nok. Det hele er et udsagn om, at størst af alt er kærligheden.

Konfirmation

Hvert år i Sct. Catharinæ kirke i Hjørring begynder 10-12 hold til konfirmationsundervisning. Ligesom alle andre steder i landet. Og det er en fornøjelse at møde konfirmanderne. Vi kommer til at tale om de største ting, og vi kommer til at tale om de dybeste ting i vores fælles kultur. Jeg har i konfirmandstuen både oplevet at tale om de bibelske fortællinger, Alexander den Store, filosoffen Immanuel Kant og hans kategoriske imperativ: "du skal handle således, at det du gør, kan ophøjes til almen lov", og Fortnite og The Rolling Stones. Vi kommer vidt omkring.

Man er ofte for hurtigt på aftrækkeren over for de unge mennesker. De bliver spurgt om de tror og nu tror nok. Det må være svært at svare på. Jeg kan i hvert fald ikke. Jeg selv erfarer konfirmanderne som nogle meget tænksomme unge mennesker, der har tænkt over tingene, og som tør at spørge ind til dem. De er en berigelse og jeg tænker ofte med stor glæde på de mange hold, jeg har været sammen med i konfirmandstuen. De er dygtige og kan ofte få en til at se tingene fra en anden vinkel.

Men alligevel kan man støde på forunderligheder. Man kæmper som præst mod fordomme om præster som ens tipoldeforældre havde, og man kan nogle gange undre sig over, at en 13-årig så hurtigt har de samme fordomme: at præsten ikke har smagt en øl, at han eller hun ikke kender til ægteskabets glæder, eller at præsten tror, jorden er skabt på en uge.

Derfor handler den første del af konfirmandforberedelsen på mange måder om at rydde fordommene af vejen. Jeg kan oplyse, at præsten har smagt en øl og at jorden f.eks. ikke er skabt på en uge. Vi må læse bibelteksten om jordens skabelse, som den er skrevet: som en rytmisk-liturgisk tekst. Og ikke som en pseudovidenskabelig tekst, som den heller aldrig er tænkt.

Derefter kan vi tage fat på det egentlige. For jeg plejer at sige til konfirmanderne, at jeg tilslutter mig fuldtud de naturvidenskabelige forklaringer. Dem har jeg ingen problemer med, og heller ikke at have dem sammen med en kristen tro. Men en ting tror jeg på, og det er et trosspørgsmål: at verden er båret af kærlighed, for Gud er kærlighed. Det kan jeg ikke bevise, men det vil jeg vældigt gerne tro. Og det gør jeg så.

For hvis jeg ikke troede det, så var verden blot, med Søren Kierkegaards ord, nogle dunkelt, vridende lidenskaber. Og det er der jo så heller ingen, der tror, og slet ikke nogen, der kan leve med. Derfor handler konfirmandforberedelsen også om, at konfirmanderne får øjnene op for, at de faktisk tror. At verden er os givet i kærlighed.

Konfirmationsgudstjenesten er en fest. Kirken er fyldt til randen af festklædte mennesker og de unge mennesker har sommerfugle i maven. Præsten får lov til at holde dagens første tale til dem, og det er et privilegie. Ved alteret får de lov til at sige ja til deres dåb samtidig med, at de bekræftes i deres dåbspagt. I år ved konfirmationen oplevede jeg flere af de unge sige "ja tak", da jeg spurgt om de ville konfirmeres i den kristne tro. De tænker ærligt over tingene.

Konfirmationen blev indført i oldkirken som en udvidelse af håndspålæggelsen ved dåben. Da det i sin tid kun var biskoppen, der kunne udføre dette, kom der tidsmæssig afstand mellem dåb og håndspålæggelse, som så siden blev til et selvstændigt ritual, som vi kalder for konfirmationen. Martin Luther gjorde med rette op med denne opfattelse og med reformationen gled konfirmationen lidt i baggrunden. Men under pietismen og oplysningstiden i 1700-tallet blev den genindført. Nu skulle alle nærmest stå ret for vor Herre. Men denne borgerliggjorte konfirmation, som næsten var et krav for at få rettigheder i staten, blev der heldigvis gjort op med af mennesker som Grundtvig og Vilhelm Beck.

Nu skulle konfirmationen være en glædelig indførelse den kristne tro, og som sådan fungerer den i dag. Som en undervisning med vid horisont med en festlig gudstjeneste, hvor vi bekræftes i, at vi er med i en historie, der er større end hvad vi gør den til.

Det er en glæde at undervise konfirmander. Nu har jeg undervist i så mange år, at jeg til tider kan blive lidt forvirret, når en halvskaldet midaldrende mand hilser på mig på gaden. Heldigvis er konfirmanderne gode til at præsentere sig, for der er sket en del, også med udseendet, siden man var 14 år. Men sammen kan vi stå der på fortovet og grine af gamle dage i konfirmandstuen, og sammen glæde os over, at vi er med i den samme gode historie om, at vi tror på kærligheden, der bærer os alle både her og siden hen.

Bryllup

Forleden skulle jeg med toget til København. Det er et stykke tid siden, jeg sidst har rejst med tog, og jeg glædede mig til at have tid til at læse og slappe lidt af undervejs.

Tidligt om morgen kom jeg ned på banegården. Det var småmørkt, koldt og blæsende. Ventesalen, der er en flot arkitektonisk bygning, var lukket pga. ombygning. Jeg måtte sidde udenfor i blæst og regn. I forvejen er kiosken og billetsalget lukket og det i en by med over 25.000 indbyggere. Ved siden af stationen er det gamle postkontor. Og det er også lukket. Vi lever i en tid, hvor skrivebordsfolk tror, at postvæsnet kun handlede om at bringe post ud. Men det gør det jo ikke, for det havde også en socialfunktion: at se til at fru Hansen ikke var faldet, og at der kiggede nogen ind hos folk. Sangeren Allan Olsen beskriver i sin første og meget velskrevne selvbiografi, hvorledes hans far, der var postbud i staten, en dag kiggede ind til en ældre mand, der havde fødselsdag og som sad helt alene med sin lagkage. Det var også postens virke, men det har nogle åndløse regnedrenge aldrig set eller opdaget, og nu er postvæsnet næsten en skygge af sig selv og bringer kun post ud til nød. Postvæsnet var med sin røde uniform også en påmindelse om statens tilstedeværelse i samfundet.

Sådan tænkte jeg på banegården, mens Skattekontoret nede af gaden også var lukket, selvom at det er det sted, jeg anbringer langt de fleste af mine penge. Det ville vi ellers aldrig acceptere andetsteds: at vi ikke kunne komme i fysisk kontakt. Staten har på de ydre linjer rullet sig væk fra samfundet, mens staten på de indre linjer er slagkraftig som aldrig før. Tænk bare på reguleringen af de frie skoler.

Da toget kom, fik jeg en god plads, men toiletforholdene skal jeg dog ikke beskrive her og togstewardessen er forlængst sparet væk. Men jeg kom da til København. Minimalistisk. Det er som om, at man er med i en øvelse, hvor det handler om komme fra A til B på mindst mulige måde. Det smitter af på et samfund.

Således kan man komme gennem livet på mindst mulige måde. Men man kan også gøre det større. Og når kærligheden griber os i kraven, er det en god ide at gå et sted hen, der er større end hvad vi gør det til. Derfor har vi vielsen i kirken. Fordi vi ikke skal minmalt fra A til B.

For alle parforhold er grundlæggende et ægteskab givet af Gud. Men i kirken får vi gjort det synligt. Og her bringes vores forhold ind i den større historie om Guds kærlighed, som handler om, at det hele er større end hvad vi gør det til.

Det er så moderne i vores dag at sige, at man skal finde sig selv. Det kan jeg ikke helt forstå. Det er da både kedeligt og ensomt. Det er da sjovere at finde hinanden. Og ægteskabet handler om at finde hinanden. Det er det, man lover ved alteret: hele tiden at forsøge at finde hinanden.

Nogle gange mislykkes det, og ægteskabet må brydes. Det er der ingen, der bryder sig om. Det er træls ikke at kunne holde, hvad man har lovet. Men heldigvis har vi en tro på, at vi kan løftes op igen og der kan gives os tilgivne nyt liv i et nyt forhold. Livet kan fornyes. Det er den grundlæggende kristne forkyndelse.

I kirken kan man kan vies til hinanden. Det kan ske under stor pomp og pragt, og det kan ske en torsdag eftermiddag blot med brudeparret og to vidner. Det bestemmer man selv. Der er meget vide rammer.

I den tidlige kirke blev ægteskabet set som et sakramente. Det betyder et sted, hvor man møder Jesus Kristus og som har det man kalder frelseskarakter. Det blev afskaffes ved den lutherske reformation. Nu blev ægteskabet set som en god ordning at være to i. Derfor bliver ægtskabet i luthersk kristendom en fri ordning, der peger på det ligeværdige liv mellem mennesker.

Det handler om at få ens fælles liv blandet med fortællingen om Guds kærlighed. Og derved også blandet med tilgivelsen. Når kærligheden griber os i kraven, så er det godt, at vi har bygget huse, altså kirker, der kan rumme disse store ting og give dem en retning, således vi kommer maximalt fra A til B. Det trænger vi til.

Et sted i bibelen står der, at ægteparret skal blive et kød. Det betyder, at de skal dele glæder og sorger, og altid forsøge at finde hinanden i ægteskabet. De skal være et kød, fordi alt ikke er et fedt. Og da er man med Grundtvigsk ord "med glæden dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære".

Begravelse

Det er ved første øjekast lidt underligt, at Den danske Salmebog ikke indeholder et særligt afsnit med begravelsessalmer. Den indeholder mange andre afsnit om jul, påske og pinse, og om dåb, konfirmation og bryllup og meget andet. Men et begravelsesafsnit er der ikke.

Det skyldes måske, at kristendommen ikke lovsynger døden. Heller ikke i en afskedsstund. Sorgen, smerten og døden lovsynges ikke. Det tales imod. Hvis man ikke har en tro på, at kærligheden er større end døden, så kan man naturligvis kun synge om afskeden, for hvad andet er det at sige? Men når kærligheden er større end døden, så er det altid mere at sige. Det er det kristne håb. Og derfor er der ikke et særligt afsnit i salmebogen om begravelse, men derimod hundredevis af salmer, der taler døden imod, og alle disse kan man vælge fri iblandt.

Hvis man ikke tror på opstandelsen, så må livet naturligvis standse ved graven og da er døden den stærkeste af alle magter. Da er døden almagten, og det står én frit for at tro det. Jeg vil bare ikke tro det. Jeg tror, at kærligheden er større end døden. For livet er i hvert fald ikke større end døden. Det kan enhver erfare, når vi står ved en kiste. Men vi siger ellers tit, at livet er større end døden, selvom det ikke bliver mere rigtigt af den grund. Sandt er det, at livet fortsætter efter os i andre mennesker, i vores børn og lignende. Men det liv, vi kender til hos os selv og hos vore kære, er jo ikke mere. For vi kender ikke livet i sig selv, men kun livet for os. Og derfor erfarer vi, at livet ikke større end døden. Og det er faktisk en hån at sige andet. Så man kan enten tro, at døden er svaret på livet, eller man kan tro, at kærligheden er svaret på livet. Jeg ved godt, hvad jeg vil tro.

For den kristne tro handler så heller ikke om, at livet er større end døden, men at kærligheden er større end døden.

Derfor foregår en kirkelig begravelse under korsets fortegn. Korset er udtryk for Guds kærlighed til os. Ordene, der indleder begravelsesritualet, er de samme som indleder dåbsritualet, og de handler begge om håb. De tre skovlfulde jord ved kisten spejler de tre håndfulde vand ved døbefonten, og begge steder tales der om Guds kærlighed. Således hænger tingene sammen.

Der er vide rammer ved en kirkelig begravelse. Kun det såkaldte jordpåkastelsesritual skal udføres. Ellers er ritualet kun vejledende. Derfor kan det afvikles på mange måder: med taler, sange og særlig musik. Vi skal huske, at vi har så rig en tradition at øse af. Men der er som sagt plads til mange variationer i en kirkelige begravelse. Og begravelsen bør da også svare til den person, der tages afsked med.

Man går heldigvis ikke rundt og tænke på sin begravelse til daglig. Her har vi meget andet at tænke på. Jeg har nogle gange overvejet, at det måske ikke altid er så god en ide at udfylde en "Min sidste vilje", for det binder de pårørende på en lidt underlig måde. Tit er der faktisk også et trøsterigt arbejde for de efterladte i, sammen med præsten, at vælge salmer, forløb og andet. Men stedet, hvor man vil ligge og hvorvidt man vil brændes eller begraves, er det dog en god ide at få talt om inden det sker.

De fleste begravelsespladser i Danmark tilhører folkekirken og er drevet af folkekirkens skattemidler. Det får folkekirken ingen som helst tilskud til af staten eller af nogen andre institutioner. Kirkegårdene er under forandring i disse år. Der indføres nye begravelsesformer i skov, plæne eller i naturområder. Det er helt på sin plads, at formerne ændrer sig. Og vi vil givet vist opleve mange nye former de kommende år. Tendensen går i hvert i retning af mere uplejet terræn og mere natur. Sådan er det. Formerne har altid ændret sig og der er plads til det.

Stadig bliver langt de fleste begravet kirkeligt. For et stykke tid siden var der omtale i en del aviser om, at hver sjette begravelse i Danmark foregår uden præst. Det er måske ikke så underligt, når hver syvende er indvandrer og efterkommer af indvandrere og derfor meget ofte har en anden kultur og religion. Folkekirkens kirkegårde begraver mennesker uanset deres tro, kultur og oprindelse, hvis de ønsker det.

En kirkelig begravelse foregår i lyset af håbet og i lyset af kærligheden. Ja, i lyset af tro, håb og kærlighed. Og det foregår under en fornemmelse af tak. En tak for hvad der bliver os givet i dette liv, som vi har til fælles. Det foregår under det levende håb, vi kalder for Jesus Kristus. Det giver mening.

Således rummer de kirkelige handlinger dåb, konfirmation, vielse og begravelse det liv, som for os falder ud på så mange forskellige måder. Men uanset hvordan det falder ud, så kalder vi det altid et menneskeliv, der leves under det fortegn, at størst er kærligheden. Det er jo det, vi tror på.