Grundlovstale, Vive præstegårdshave 5.juni 2021

2021-06-06

Mange tak for at jeg må komme her for at tale ved jeres flotte Grundlovsarrangement. Det er jeg meget glad for. Grundloven bliver i år 172 år, og er dog revideret en række gange, men i dens ide er det alderen - årstallet.

Det er således ikke noget rundt tal, men som altid værd at fejre.

Det er værd at fejre at den lov, der er grundlaget for vores fælles samfund fylder år.

Den lov, som giver os en frihed og et fællesskab, som er afgørende.

Men også den lov, som faktisk er grundlaget for en række af de institutioner, som vi regner for næsten selvfølgelige i dagens samfund. Herunder folkekirken, som jo så også bliver 172 år i år.

Og på sin vis ligger den kristne tro som hele grundlovens forudsætning. En forudsætning, som vi måske ikke er os bevidste, men som er grundlaget for den tale om frihed og individ, som grundloven rummer.

Tillad mig derved i dagens anledning at begynde et andet sted. Et sted som også er et jubilæum. VI skal 500 år tilbage i tiden. Vi skal til Worms hvor Martin Luther er indstævnet for kejseren og alle spidser i hele det tyske rige. Her i foråret er det 500 år siden, og det er nok et ord værd.

Her står han så. Og bliver bedt om at tilbagekalde hvad han har sagt og skrevet. Her står han foran hele den europæiske elite. Det er et helt afgørende øjeblik i europæisk historie. Vil han tilbagekalde? De bliver han spurgt om. Man kan næste fornemme at historien er ved at skifte spor, og at nu lægges nye skinner til en ny vej.

Der er stilhed, og da svarer Luther: med mindre, at jeg tilbagevise af den hellige skrift eller af min klare argumenter, så hverken vil jeg eller kan jeg tilbagekalde. For det er ikke tilrådeligt at gå imod sin samvittighed.

Det er store ord.

Det er afgørende ord.

Det er ord fulde af mod og samvittighed.

Og så tilføjer han måske: her står jeg og kan ikke andet. Det ved vi faktisk ikke om han sagde, men man må da sige, at det lyder godt.

Men læg mærke til at Luther påberåber sig samvittigheden. Det er en individet, der står alene. Han står over for de fleste. Men som Niels Hausgaard siger et sted: Har de fleste altid ret, eller de bare de fleste?

Det er da muligt, at de har ret, men han kan ikke gå imod sin samvittighed. Her må han stå. Her må han kæmpe.

Og det er det ståsted, der er bærende for Grundloven. Ingen skal tvinges mod sin samvittighed.

Det er muligt, at man tager fejl, men man må ikke knægte samvittighedsfriheden.

Når jeg ser på Grundloven, er det det bærende. At enhver har ret til at tale, forsamles, og at tro, som man vil. Ingen skal tvinges mod sin samvittighed. Der er spor fra Worms, som altså også har jubilæum i år og frem til Grundloven.

Og således også spor ind i folkekirken. Vi taler tit ved skåltaler om den rummelige folkekirke. En kirke, der plads til alle. Men hvis vi ikke ser, at denne rummelighed er en del af folkekirkens DNA, så står den i fare for at forvitre og smuldre.

Og her må jeg være lidt teologisk: evangelisk kristendom handler om, at der er frelse i Kristus alene. Så er der ikke frelse i hvad vi mener, så er der ikke frelse i hvordan vi går klædt, så er der ikke frelse i hvad hårfarve vi har eller hvad vi spiser. Så er der kun frelse i Kristus alene, og det er en del af folkekirkens DNA. Og derved er der også givet en rummelighed med Kristus selv. En rummelighed, som der skal værnes om, og en rummelighed, som er selve evangeliets kerne.

Derfor kan kirken ikke spændes for en politisk vogn, for da er friheden knægtet.

Kirken kan ikke føre en særlig politik, for da er friheden knægtet.

Den kan kun forkynde hvert menneskes værd i Kristus, og da må enhver der høre gå ud i samfundet og taget det hørte op i den sammenhæng, der vores, og derved kæmpe for det man finder ret.

For det fantastiske ved at Grundloven er en kristen grundlov er jo netop at det politiske slippes fri. Vi skal, med Hørups ord, "dele os efter anskuelse", og kæmpe for hvad vi finder ret, men ingen kan kæmpe den politiske kamp med guddommelig ret. Der findes i politik ingen absolutter. Alt står principielt til diskussion.

Politik er aldrig en kamp mellem det gode og det onde, men er altid en kamp mellem goder eller onder. Selv den bedste politik har altid slagsider. Politikken er med Grundloven sluppet fri. Uden absolutter.

Og det er jo en af kristendommens store sider: at det politiske sættes fri og at der ikke kan føres religiøs politik. Hverken af kirke eller af samfund.

Så bliver en af folkekirkens opgave at holde samfundet fast på dette: at lige så lidt som vi kan have en politisk kirke, ligeså lidt kan vi han en religiøs politik, der bygger på absolutter, vi ikke kan tale om, eller diskutere.

Det må være folkekirkens store samfundsmæssige opgave. For den enkelte må det være at holdes fast på, at man er elsket. At man - måske endog på trods - er elsket og noget værd.

*

Vi lever i en tid, der er optaget af at finde sig selv. Det hører man meget om. Om at man skal finde sig selv.

Jeg har engang hørt en historie om en ung mand, der ville finde sig selv. Så han tog ud at rejse den halve klode rundt, man sprang i faldskærm og lige lidt nyttede det. Han kunne ikke finde sig selv. Så tog han på højskole, hvilket altid er en god ide. Og her skete det en dag: han fandt sig selv ... Han blev skuffet ...

Det behøver jo ikke være så rasende interessant at finde sig selv. Det lyder også lidt ensomt. Det ville jo være mere spændende at finde hinanden. Og det er her at folkekirken har et ærinde: at få os til at finde hinanden. At skabe sammenhæng. Når folk peger på folkekirken og på hvad den skal, er det netop det, de peger på: sammenhængskraften.

Vi skal finde hinanden. Det lyder altså også sjovere og mere rigt end at finde sig selv.

Denne sammenhæng er afgørende. Det var afgørende i Paradisets have mellem Adam og Eva. Den var afgørende påskemorgen: at finde hinanden.

Og det handler selvfølgelig ikke kun og alene om at finde hinanden. Det handler om at være det i den rette ånd, så vi altid i sammenhængen er en del af noget større.

*

Folkekirken er i tråd med resten af Grundloven en organisation med mange sider og mange rum. Sådan skal det være. Troen er som sagt ikke en form eller en fremstilling, men findes i utallige udgaver. Der skal være plads til den måde, at man lige er på det sted, hvor man er. Det betyder ikke at folkekirken blot er bred og porøs. En af opgaver er hele tiden at tage vare på, at den kirkelige frihed ikke krænkes. Det kan være påkrævet her at trække grænser, hvis det sættes grænser op som kræver andet end hvad troen kræver: Kristus alene.

Derfor er det væsentlig at fastholde at vi ikke folkekirken ikke nødvendigvis er ens, men vi er fælles. Ikke nødvendigvis ens i udtrykket, men fælles om at være i en kirkelige frihed, der er givet med Kristus selv.

Folkekirken er også en verdslig organisation. En organisation, der virker i samfundet på samfundets betingelser. Sådan skal det være. Derfor er det også afgørende, at vi har ordentlige arbejdsforhold og et arbejdsmiljø, som vi kan være i. Det må være afgørende at finde ud af om vores ansatte og frivillige trives, og der bør for eksempel iværksættes en undersøgelse af omfanget af krænkelser og lignelse. Vi skal simpelthen have orden på eget hus. Og det får vi kun ved at vide, hvor vi står.

Det bør vi snarest sætte i værk. For vi skal være her alle sammen, og det er et mål, at vi alle er glade og stolte over at arbejde og virke i den danske folkekirken. Kun således kan vi være med til at række evangeliets glæde videre til hinanden. Et godt arbejdsmiljø er også en forudsætning for glæde og virkelyst.

*

Folkekirkens krumtap er gudstjenesten. Der er vide ramme i den nuværende ordning, så at der er mulighed for at sammensætte gudstjenesten på den måde, som passer til det sted, hvor man nu er. Det er afgørende, at man kan komme til en gudstjeneste i ens nærhed og i ens lokalsamfund.

Jeg ved godt at sine steder kan det være lidt småt med deltagelsen. Det kan være hårdt. Og det kan der være mange grunde til. Det er imponerende at se hvorledes præster og menigheder så tilrettelægger arbejdet. Men det gøres ikke ved vores arbejde alene. Præster og menigheder må ikke falde tilbage i modløshed og tristhed fordi de ikke kan få det til at lykkes. Man kan være oppe mod kræfter som man ikke kan tæmme. Men gudtjenesten skal være der.

Der går en historie om en præst, der skulle prædike over bespisningen i ørkenen. Ved formmiddagens gudstjeneste kludrer han dog noget i det, og fik sagt at Jesus bespiste fem med fem tusind brød og to fisk. Så lød der en stemme nede bagfra i kirken. De var gamle Johannes. "Det ku' a os ha' gjort". Det irriterede præsten noget ... om eftermiddagen var der tjeneste igen, og præsten gjorde sig umage. Og han fik det også sagt ordentlig denne gang; at Jesus bespiste femtusind med fem brød og to fisk. Præsten holdt en pause, og kiggede ned på Johannes, der var kommet i kirken igen, for at høre om præsten gjorde det ordentlig denne gang, og han sagde lidt triumferende: "Ku' du også ha' gjort det, Johannes?". Da svarede Johannes: "ja, hvis jeg havde haft lidt til overs fra i morgen".

Vi skal jo huske på at der er altid lidt til overs fra i morgens. Det er ikke os, der skal bære det hele, der er én, der har båret det for os.

*

Da jeg som ganske ung 27 årig skulle indsættes som præst, og skulle ordineres hos biskoppen, så var jeg søndagen inden til gudstjeneste i min nye kirke. Efter gudstjenesten kom to ældre herre hen til mig. De lagde hænderne på mine skuldrer, og sagde: "nu skal vi ha' knejti godt på vej!"

Det er for mig et billede på folkekirken. På dagens fødselar. At består af mennesker, der tager sagen i egen hånd. I folkekirken fungerer civilsamfundet endnu. Det er godt. Det er landets største organisation, og er tilstede over alt i landet. Det skal den gerne blive ved med at være. Det er lykkes for os at knytte kirke og folk sammen på en måde, som stadig holde, selvom vi kan opleve at det knager. Dette forhold skal vi fastholde, og det gør vi kun ved at tale et sprog vi sammen forstår og som taler til vores fælles erfaring.

For et stykke tid siden skulle jeg medvirke en i tv-debat sammen med en ateist. Han var en flink fyr og vi skulle tale om hvad vi troede på. Vi blev sat i en sofa, og skulle tale sammen. Journalisten henvendte sig til ateisten først, og spurgte hvad han troede på, og han svarede, at han troede på naturvidenskaben. Så henvendte journalisten sig til mig og spurgte om det samme, og jeg svarede, at det troede jeg også på, men jeg troede dog også, at alt i verden var båret, skabt, og forløst af kærlighed. Så brød ateisten ind og sagde: det gør jeg også, og så var det jeg sagde: det kan du ikke.

At alt er båret af kærlighed og at det er verdens inderst hemmelighed, kan vi kun tro. Det er den tro, folkekirken er sat i verden for at tale om i ord og i handling. Det er det folkekirken skal og derved skabe sammenhæng i frihed. Det er opgave. Jeg tror faktisk på at folkekirken i den nuværende udgave har mange gode år foran sig endnu, og derfor vil jeg til slut ønske den og Grundloven tillykke med årene. Tillykke med opgave. Og ønske alt det bedste for den folkekirke, der har båret vores glæder og sorger i mange år og også vil gøre det i årene, der kommer.

Tillykke og tak!